Direktørskift i Heidelberg Danmark/Sverige pr. 1.4.2011
Efter to år på posten som administrerende direktør
for Heidelberg Danmark/Sverige trækker Niels Stielund sig
tilbage og overlader pr. 1. april 2011 roret til Heidelberg
Danmark/Sveriges nuværende salgsdirektør Jens Cronval.
Niels Stielund kom til Heidelberg som
forbrugsvaredirektør i 2007, da Heidelberg købte Stielund
& Tækker samt Stielund AB. Han blev administrerende
direktør i 2009, da han i forbindelse med omfattende
omstruktureringer i Heidelbergs nordiske organisation afløste
Thomas K. Hjorth.
Niels Stielund om fratrædelsen: "Jeg har i store
træk nået de mål, jeg satte, da jeg overtog
direktørstafetten i 2009: Forbrugsvarer, service og
reservedele udgør en stadig større del af forretningen,
hvilket giver større økonomisk stabilitet; og vi har
fået samlet organisationen - fået mere holdånd. Det
på trods af både nedskæringer og omstruktureringer.
Jeg er med andre ord rigtig godt tilfreds med min og Heidelberg
holdets samlede indsats. Det er min egen beslutning at forlade
Heidelberg på dette tidspunkt, og jeg er meget tryg ved tanken
om, at det er Jens Cronval, der tager over. Det er tid til
nye projekter, og jeg glæder mig til at tage hul på dem."
Danske Jens Cronval, 47, har været salgsdirektør i
Heidelberg Danmark/Sverige siden maj 2010. Jens Cronval kom til
Heidelberg fra en stilling som administrerende direktør i
Kodak A/S, hvor han havde været ansat siden 1988.
Graphic Report Online
Tilmeld dig Heidelbergs online nyhedsbrev her